KLUBTØJ

Så er det tid til at bestille klubtøj til den kommende sæson eller få suppleret op. Vær opmærksom på leveringstid og at webshoppen i denne omgang lukker ned efter den 16 december 2024.

Læs mere om klubtøj her eller gå direkte til webshop

Kære unge ryttere og forældre!

Det er med stor glæde, at vi nu igen kan tilbyde træning for børn og unge på landevejscykel i Haderslev – det bliver fedt!

Vi starter op med træning mandag d.11/11 kl 17.30 fra klubbens lokaler ved Søsportscenteret i Haderslev.

Her cykler vi sammen ud i samlet flok til en kort rundstrækning ude i industrien ved Hammelev, hvor der ikke er så meget trafik og hvor vejen er oplyst. Her vil vi træne forskellige færdigheder og slutte af med et lille ræs

Når vi er ved at være godt trætte, cykler vi i samlet flok retur til Haderslev, hvor vi får en sodavand i klubbens lokaler. Her vil trænerne fortælle lidt om dem selv til de,, der ikke kender os, sige lidt om planerne for holdet og programmet for den kommende tid.

Vi forventer at være retur ved klubbens lokaler ca. kl 19.00.

Forældre er meget velkomne til at cykle med.

Da det er mørkt når vi cykler, og vi også kommer ud et kort stykke uden gadebelysning på vej mod Hammelev (på cykelsti), er det et krav med gode, kraftige, velfungerende cykellygter + meget gerne refleksvest e.lign.

Kort om tankerne om vintertræningen

Vi opstarter træningen udendørs, som beskrevet ovenfor. Dette gør vi november måned ud i det omfang vejret tillader det. Fra 9. december håber vi på at kunne være klar med E-cykling. Vi mangler lige de sidste aftaler og ting, der skal falde på plads. Her vil der blive kørt på hometrainere, hvor man kan køre sammen og mod hinanden i en virtuel verden.

Som supplement til E-cyklingen vil der blive arrangeret weekendtræninger på landevej.

Derudover vil der være to weekend besøg på Odense Cykelbane, hvor der er mulighed for at prøve kræfter med banecykling sammen med børn og unge fra andre cykelklubber.

Rystesammen weekend

Som optakt til sæsonstarten, holder vi en holdsamling i slutningen af marts måned. Her får vi kørt nogle gode træninger for rigtigt at få testet formen af inden sæsonen med cykelløb starter omkring påske. Vi overnatter sammen i en spejderhytte.

Licenscykling

Med oprettelsen af en ungdomsafdeling er HS6100 også blevet en eliteklub. Det betyder at du har mulighed for at komme ud og prøve kræfter med licenscykling, hvor du kører ræs mod jævnaldrende rundt omkring i landet. Det er sjovt, men også rigtig hårdt.

Udenlandsløb

Som rytter på ungdomsholdet har du mulighed for at komme på tur til Sverige for at cykle Europas næstældste etapeløb U6 Cycle Tour i og omkring Tidaholm. Løbet består af 6 etaper (hvoraf en er en prolog og en er en enkeltstart), der alle finder sted indenfor en radius af ca 20 km af byen Tidaholm, der ligger oppe vest for Vattern. Det er et rigtig godt arrangeret løb, med både ungdomsklasser og seniorklasser.

Tanken er at man kan holde sin familieferie deroppe og tage ud og se noget godt cykelløb. Om eftermiddagen har man så mulighed for at tage ud på udflugt og bl.a. opleve noget af områdets smukke natur. Er det kun den unge rytter, der vil/kan komme afsted, så finder vi nok også en løsning på det.

Sæt kryds i kalenderen i uge 28, hvor det går løs!

Kalender for træning og arrangementer

Alt ovenstående er skrevet ind i en kalender for Børne- og ungdomsafdelingen. Udover ovenstående, står der lidt kort info om de enkelte hverdagstræninger, arrangementer i resten af klubben og andet. Derudover vil den komme til at indeholde datoer og steder for licenscykelløb rundt omkring i landet efterhånden som forbundet for opdateret sin løbskalender. Kalenderen er i google docs og kan derfor løbende blive opdateret. Kommer der større opdateringer, får I selvfølgelig besked herom. 

Link til kalender:

HS6100 B/U Kalender

Sociale medier

Vi er på instagram! Der er ikke meget indhold endnu (der er faktisk ikke noget), men det er tanken at der her vil blive delt indhold fra vores træninger, løb mv. Derudover vil der blive lavet rytterpræsentationer of rytter-lineups ifm løb for, der ønsker det, samt løbsrapporter efter løb.

Følg med! Det bliver fedt!
https://www.instagram.com/hs6100_cycling/

Klubtøj

Klubben får leveret tøj direkte gennem danske ES16. Shoppen bliver åbnet i starten af december.

Klubbens hjemmeside

Her på hjemmesiden finder du mange gode informationer omkring klubben. Her er der også mulighed for at melde sig ind i HS6100.

Det er mange informationer på en gang. Det hele vil blive uddybet løbende og til vores lille opstartsmøde her d. 11/11. Vi er indforstået med at d.11/11 er kort varsel – der kommer en mulighed for infomøde igen inden inden jul.

Skulle der være spørgsmål, kommentarer eller andet, hører vi meget gerne fra jer!

Vi glæder os til at se jer og komme i gang med noget FED cykeltræning!

Mange sportslige hilsner

Mikael og Daniel

Bliv en del af fælleskabet

Kontingent for en sæson (1. januar til 31. december): 400 kr.
Indmeldelse med fuldt kontingentbetaling efter den 1. august udløser gratis medlemskab sæsonen efter.

Sådan indmelder du dig i HS6100:

Overførsel til kontonummer: 9737-0003136841 (medlemsskab er først gældende når pengene er overført)
Derefter sendes en e-mail til kasserer, Alan Fyrstenberg Thomsen, aft@fyrstenberg.dk

Mailen skal indeholde følgende info:

  • Navn
  • Adresse
  • E-mailadresse:
  • Telefonnummer

HS6100 FÅR IGEN EN BØRNE- OG UNGDOMSAFDELING

En enig bestyrelse støtter op omkring en konkret henvendelse vi har fået om opstart af en B/U-afdeling i klubben.

Går det som ønsket, vil de første børne- og ungdomsryttere allerede kunne starte fra december måned i HS6100

For år tilbage havde HS6100 en stor velfungerende B/U afdeling. Det var ikke alene børnene, som satte sig på cyklen, men også mange forældre, der begyndte at motionscykle. Det håber bestyrelse vil ske med dette initiativ.

Med etableringen af en B/U afdeling skifter klubben basismedlemskabet hos DCU ud med et elitemedlemsskab. Det betyder, at det bliver muligt for dig at deltager i licensløb i HS6100-trøjer.

Der pågår nu noget formelt arbejde inden B/U afdelingen kan tage den første træningstur. Når det er på plads vender vi tilbage med flere informationer.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Kaptajnskalenderen er klar

Klubbens kaptajnskoordinator har offentliggjort kaptajnskalenderne for første halvår af 2024.

Du kan se den her på hjemmesiden eller downloade den som PDF-fil

Team-Sinnegaz aftaler selv kaptajner via deres Messenger-gruppe.

Tak til alle kaptajner – I gør alle en stor forskel 🙂

Link til kaptajnskalender

Hyggelig Generalforsamling

Med vanlig sikker hånd ledte René Steenberg klubbens ordinære generalforsamling.

Bestyrelsens beretning havde fokus klublivet, de mange hyggelige stunder vi har sammen på landevejen og til arrangementer og hvordan vi sammen kan bidrage til mer af samme skuffe. Et ønske om at få pimpet klublokalet op, så det lugter mere af cykelklub end det gør i dag.

Regnskabet viste et underskud på omkring 75.000 kr. på grund af bestyrelsens beslutning om gratis klubtøj. Hvorvidt det kan gentages må tiden og ikke mindst økonomien vise, men med det fremlagt budget og den varslede justering af kontingentet er muligheden inden for rækkevidde.

Medlemsforslag om at en evt. klubtur til Tørskind finder sted et par uger inden Grejsdalsløbet blev vedtaget. Det samme blev bestyrelsens forslag om vedtægtsændringer. Det betyder at klubbens regnskabsår fremadrettet vil følge kalenderåret, og klubbens generalforsamlinger finder sted i marts, første gang fra 2025.

Henning Hansen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Kim Christiansen valgte at stoppe. Niels Ole Baecher blev valgt til bestyrelsen. Suppleantpladserne snuppede Jørgen Bosack og Ole Andersen.

Årets “Fiduspokal” blev tildelt Jørgens Søndergaard, for hans traditionsrige Rømø-ture igennem mange år.

Vi vil så gerne have nye ansigter ind i klubfællesskabet. Men hvordan gør vi det? Annoncer, arrangementer eller måske ved at tage fat i den cyklende nabo, kollega eller familiemedlem med et “skal du ikke med mig i HS6100”?Efter generalforsamlingen var der smørrebrød og røverhistorier nok til alle.

Tak til alle jer der mødte frem!

Bestyrelsen

Hent dagsorden til generalforsamlingen den 14. november 2023

Dagsorden til den ordinære generalforsamling i næste uge er på plads og kan hentes her:

Af hensyn til forplejning, vil vi gerne have at du tilmelder dig. Det gør du i vores facebook gruppe

Vel mødt

bestyrelsen

Kaptajns-bowling

Kaptajnerne er krumtappen i HS6100. For at påskønne deres indsats inviterer HS6100 alle kaptajner til lidt spisning og efterfølgeende kaptajns-bowling på Bowl`n`Fun i Haderslev.

Tilmelding skal ske direkte til kaptajnskoordinator Kim Christiansen og senest den 7. februar.

Er du endnu ikke en del af kaptajnsholdet, kan du blive det ved at kontakte Kim Christiansen.

Kontingent 2023

Så er det tid til at betale kontingent.

Det koster 300 kr. for sæsonen og retmæssig indbetaling er inden den 15 januar 2023

Kontingentet trækkes IKKE automatisk, så du skal selv sørge for at indbetale kontingentet til klubbens konto (husk navn).

For sæsonen 2023 er der et rigtigt godt klubtrøje-tilbud for betalende medlemmer. Det kan du læse mere om i den mail, som klubbens kasserer netop har sendt til dig, der er medlem af HS6100. Her kan du også se det kontonummer, du skal anvende.

Har du IKKE MODTAGET MAIL, skal du hurtigst muligt kontakte klubbens kasserer, så vi kan få dig registret med din mailadresse

….og det var altså klub-kontingentet, som skal betales inden den 15. januar 2023

Bestyrelsen