Vedtægt for Haderslev – Starup Cykelklub, (HS 6100)

§1
Foreningens navn er ”Haderslev – Starup Cykelklub” foreningen er stiftet den 5. oktober 2009. Hjemsted i Haderslev kommune

§2
Stk. 1. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til Cykling, både på motions og konkurrenceplan. Stk. 2. Foreningen ønsker samtidig at være med til at give medlemmerne et sundt liv i gennem god motion.

§3
Stk. 1. Som medlem kan optages enhver, når de vedkender sig foreningens formål og nærværende vedtægter.

Stk. 2. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når der findes grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende Generalforsamling.

§4
Stk. 1.Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, ordinær Generalforsamlingen afholdes seneste 1. marts og indkaldes skriftlig, med angivelse af dagsorden. med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2. Forslag der ønskes behandlet på Generalforsamlingen, skal være Formanden i hænde senest 8 dage før Generalforsamlingen.

Stk. 3. En lovlig indvarslet Generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal af fremmødte medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. På Generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt flertal (over halvdelen af de afgivne stemmer – blanke stemmesedler tæller ikke med i afgørelsen) Dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt ændring af disse vedtægter mindst 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget.

Stk. 5. Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Den underskrives af Dirigenten og har dermed juridisk gyldighed.

§5
Den ordinære Generalforsamling afholdes efter følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af Bestyrelsens beretning
  3. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
  4.  Behandling af forslag
  5.  Fastsættelse af kontingent
  6.  Valg af Bestyrelsesmedlemmer, for 2 år.
  7. Valg af suppleanter, for 1 år
  8. Valg af Revisor, for 1 år.
  9. Eventuelt

§6
Stk. 1. Ekstraordinær Generalforsamling skal afholdes, når flertallet af Bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 15 medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.

Stk. 2 Ekstraordinær Generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær Generalforsamling.

§7 

Stk. 1. Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling.

Stk. 2. Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

Stk. 4. Bestyrelsen skal gøre foreningens medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.

Stk. 5. Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.

Stk. 6. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning

§8
Stk. 1. Foreningen ledes af en Bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges for 2 år med 2 i ulige år og 3 i lige år samt med op til 2 suppleanter, der vælges for ét år.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig med Formand, Næstformand og Kasserer og fastsætter  selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Foreningen tegnes ved underskrift af Formanden, dog ved vidtgående beslutninger af den samlede Bestyrelse. Bestyrelsen kan meddele prokura.

Stk. 4. Vedtagelse i Bestyrelsen kræver at over halvdelen af Bestyrelsen stemmer for forslaget.

Stk. 5. Der føres fortløbende protokol over vedtagne beslutninger. Protokollen godkendes ved næstfølgende bestyrelsesmøde.

§9
Stk. 1. Foreningens medlemmer og Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

Stk. 2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen, ud over kontingentforpligtelsen.

Stk. 3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§10
Stk. 1. Foreningens regnskabsår slutter den 31. december og senest 1. februar afgiver kassereren driftsregnskab til revision.

Første regnskabsår efter denne model dækker perioden 1. oktober 2023 til 31. december 2024.

Stk. 2. Revisionen består af en person der er på valg hvert år.

§11
Stk. 1. Beslutning om foreningens ophør kan kun træffes efter to på hinanden følgende Generalforsamlinger indkaldt med det særlige formål.

Vedtagelse af opløsning skal ske med 2/3 dels majoritet af de fremmødtes afgivne gyldige stemmer på hver af de to til formålet afholdte Generalforsamlinger.

Stk. 2. I tilfælde af foreningens ophør, træffer Generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue, der dog under alle omstændigheder skal anvendes til almene formål, gerne på Idræt.

Stk. 3. Foreningens Bestyrelse kan ikke træde tilbage før afviklingen af formue m.m. er effektueret.

Således vedtaget som ny vedtægt: 5. oktober 2009 revideret på Generalforsamlingen, den 28. februar 2011, den 17. november 2011, den 21. november 2018 , den 13 november 2019, den 23. november 2021. Senest revideret på Generalforsamlingen den 14. november 2023.