Landevejscykling – Kun for Kvinder

Flere og flere kvinder hopper op på racercyklen og ud på landevejene. Derfor starter cykelklubben HS6100, et hold skræddersyet til landevejscykling – kun for kvinder. Holdet får sin debut på landevejen torsdag den 8. april 2021 kl. 17.30 fra Søsportscenteret, og du kan komme med.

Cykelklubben HS6100 har sammen med DGI og en gruppe ”landevejskvinder” brugt vinteren på at skabe fundamentet til hold for landevejscykling- kun for kvinder. Foruden en masse sund motion, bliver der lagt vægt på det sociale og den sikkerhed, som følger med i et fællesskab.

De første ti kvinder har allerede meldt sig klar. Men Michael Engberg, der er formand i klubben, håber, der er endnu flere, der får lyst til at dukke op.

– Vi har fornemmelse af flere ”landvejskvinder” ønsker at være med. Efter Corona-nedlukningen trænger alle bare til at komme ud i den friske luft. Af sikkerhedsmæssige grunde, kører vi i HS6100 ikke i grupper over 14 personer. Men kommer der flere end 14, så deler vi bare op i nogle flere hold.

Vi har nogle dygtige trænere til at tage sig af dem, forklarer formanden, der i løbet af foråret ikke bare lover, at de nye medlemmer bliver fortrolige med at køre i en gruppe. De får også mulighed for at få lært lidt teknisk snilde, så der ikke længere er behov for at ringe efter mand eller kæreste, skulle cyklen punktere.

– Når holdet er kommet godt i gang, vil vi lave nogle værkstedsaftener – kun for kvinder. Her vil man kunne lære de mest basale tekniske ting, som at skifte en slange og smører kæden, fortæller Michael Engberg.

Landevejstræning – kun for kvinder, kører hver torsdag med start den 8. april fra Søsportscenteret kl. 17.30. I maj køres også torsdag fra Søsportscenteret, men da er tidspunktet kl. 18.00

Tilmelding er nødvendig

På grund af de aktuelle Corona restriktioner, beder vi om, at man melder sig til, inden man dukker op til træningen, så klubben kan dele op i det nødvendige antal hold.

Man melder sig til enten ved at kontakte klubbens formand Michael Engberg på 41939735 / hs6100info@gmail.com eller ved at melde sig interesseret under begivenheder på klubbens Facebook-side.

Klubkontingent 2021

Trehundrede kroner – det er prisen for at være medlem af HS6100, ikke pr måned men for et helt år!

For det latterlige lave medlemskab får du blandt andet mulighed for at deltage i klubaktiviteter samt mulighed for at klubtøj til indkøbspris. Kontingentet dækker også klubbens faste udgifter som fx. vores nye klublokaler.

Kasseren sender kontingentopkrævning ud efter Påske. Har du ikke modtaget en opkrævning, bedes du kontakte klubbens kasserer:
Alan Fyrstenberg Thomsen,aft@fyrstenberg.dk – 30 26 34 19

Er du endnu ikke indmeldt i klubben, kan du også kontakte Alan.

TEAM SINNE GAZ

Fra den mandag 12. april 2021 – derefter hver mandag – kører TEAM SINNE GAZ fra Søsportscenteret.

Hvis du vil kører med Team Sinne Gaz, skal du forvente at sidde i sadlen i omkring to timer. Det er den tid det cirka tager at køre holdets træningsdistance på ca. 50 km.

Der køres på landevejsracere, men du behøver ikke – som holdnavnet antyder – en aerodynamisk racercykel med højprofilfælge for at være med her.

På TEAM SINNE GAZ kan du forvente god motion og godt fællesskab. Der vil være en kaptajn på holdet, der planlægger en rute og måske lidt til ganen i klubhuset, når man kommer hjem, hvis stemningen er til det.

Vær med når vi gir den “sinne gaz” fra den 12. april.

Landevejssæsonen starter på lørdag

Lørdag den 8. marts 2021 starter landevejssæsonen i HS6100. Det gør vi, som vi plejer, og så alligevel ikke helt.

Forsamlingsforbuddet gør, at vi i år ikke har mulighed for møde over en kop kaffe inden eller den varme suppe efter træningen. Så den må vi have til gode.

Til gengæld kan vi glæde os over, at vi i år kan køre i vores normale ”holdopstilling”.

Starten går kl. 09.30 fra Søsportscenteret. Der vil være to hold. Det ene kører ca. 40 km. mens det andet kører ca. 70 km.

Som altid, når vi starter op, er der dem, der har siddet på cyklen hele vinteren, og dem, der ikke har kørt én meter siden september. Det bliver der selvfølgelig taget højde for.

vi ses

Bestyrelsen

Søsportscenter nyt startsted

Fra og med lørdag den 6. marts bliver startstederne ændret. Lørdags- og mandagstræningerne vil fremover have start fra Haderslev Søsportscenter(Damstien 28), mens onsdagstræningen vil have start fra Starup.

Ændringen sker, da klubben fra sæsonstart har fået adresse i Haderslev Søsportcenter, med adgang til husets lokaler og faciliteter.

Det skal selvfølgelig markeres, når forsamlingsforbuddet igen tillader os at samles indendøre.

Landevejssæsonen starter lørdag den 6. marts, og vi kører hver lørdag kl. 09.30 fra Søsportscenteret.

Aftentræningen starter mandag den 5. april 2021

Coronatilpasset aktiviteter

Selvom klublivet i HS6100 er påvirket af COVID-19, holder vi fortsat fast i klubbens vintertræningen – dog med reduceret holdstørrelse.

I HS6100 har vi valgt at gennemføre træning i det omfang retningslinjer og forsamlingsforbud tillader. Selvom det betyder, at der kun må køre i hold af fem personer, så bliver der kørt såvel på MTB/gravelbike og racercykel (når vejret tillader det).

Træningen er krumtappen i vores forening. Så skulle forsamlingsforbuddet fortsætte ind i marts eller måske helt ind i april, opretholder vi træningen i den form, restriktionerne giver mulighed for. Fx. med reduceret holdstørrelse.

Hvad angår klubaktiviteter, som markeringen af sommer-sæson-start, stjerneløb, klubture med mere, må tiden vise hvad og hvornår, vi kan mødes til disse utrolig hyggelige aktiviteter.

Indtil da, gælder det om at få det bedste ud af det, og se på de muligheder vi dog har for at cykle sammen her i HS6100.

Vintertræning

fra oktober til marts har vi landevejs-og MTB/gravelbiketræning træning hver lørdag kl. 09.30.

Fælles for alle træninger er, at de køres ud fra Hertug Hans Plads (husk skærme).
OBS! Da vejret på denne årstid ikke altid er cykelegnet, er det en god idé at følge med inde på klubbens facebookgruppe, om træningen i vinterhalvåret finder sted.

Hvis du vil træne mere

Udover de fastlagte træninger kan der aftales frit på vores Facebookgruppe “HS6100

På grund af forsamlingsforbuddet i forbindelse med COVID-19, må der højest køres i hold á 5 personer

Generalforsamling udsat

På grund af de nye COVID 19- regler omkring forsamlinger, har klubben valgt at udsætte sin generalforsamling, som skulle have fundet sted onsdag den 18. november 2020, til ubestemt tid.

Så snart forsamlingsforbuddet igen gør det muligt at afholde generalforsamling, bliver der udsendt en ny dato.

Vi håber på forståelse

Bestyrelsen

Tilmeld dig klubtræning på facebook.

Klubtræningerne er oprette som begivenheder på facebook frem til den 8 juni 2020, hvor vi håber på mere “normale” tilstande igen.

Du finder træningsholdene på klubbens facebookgruppe HS6100, som du kan blive medlem af, hvis du ikke er det.

Da der er et begrænset antal pladser, skal der lyde en bøn til at man udviser klubsind, så alle får mulighed for at komme ud at køre i løbet af ugen og at man kun booker sig ind når man er 100% sikker på at man kommer til træningen.

HUSK AT DU SKAL TRYKKE DELTAGER HVIS DU VIL MED PÅ ET AF HOLDENE
(Interseret/synes godt om er ikke en tilmelding)

Selvom det er træls, må vi ikke være flere end 9+kaptajn på hvert hold. Så en bøn til at man ikke tager chancen og møder op i håb om at man kan køre med. Det er forhåbentlig kun få uger til vi kan åbne mere op.

Sidst men ikke mindst: VÆR OPMÆRKSOM PÅ TRÆNINGS TIDSPUNKTERNE. For at sikre at vi ikke forsamles flere end ti personer, har vi valgt at træningen starter forskudt fx så det første hold om mandagen starter kl. 17.30 og det næste kl. 18.00.

Vi håber at alle bakker op i de næste uger, til vi igen kan mødes i større grupper end vi kan i dag.

Nyt om klubtræning